
Mit navn er Søren Rye, og jeg er folketingskandidat for Socialdemokratiet.
Et sundhedsvæsen med høj kvalitet og med fri og lige adgang for alle uanset køn, alder, hudfarve, religion osv. er en grundpille i velfærdssamfundet. Vi er nået rigtig langt med at realisere den vision, og ude i verden er der mange, der henter inspiration fra de nordiske landes model for sundhedsvæsen.
Sundhedsvæsenet er under stadig udvikling, og i øjeblikket arbejdes der især med at
skabe bedre sammenhæng for patienterne, en geografisk mere lige adgang til
sundhedsvæsen og en styrkelse af sundhedsvæsenet i borgernes nære miljø.
Alt det støtter Socialdemokratiet, og vi er en drivende politisk kraft i sundhedsreformen, som netop nu rulles ud over hele landet,
Der er imidlertid også andre udfordringer, som trænger sig på. Der er f.eks. en betydelig forskel i levetid (6-7 år) – og i sygelighed – mellem velhavende og ikke velhavende geografiske områder. Og mellem forskellige sociale grupper. Forskelle, som ikke adresseres effektivt i øjeblikket. Og vi ser øget privatisering, private sundhedsordninger og hurtigere adgang ved egenbetaling presse sig på. Tiltag som undergraver det fælles sundhedsvæsen, og som udhuler den frie og lige adgang for alle - ja, undertiden næsten fjerner dele af det fælles sundhedsvæsen (f.eks. børne- og ungepsykiatri).
Vi skal have et helt anderledes skarpt fokus på tiltag, der kan afhjælpe de geografiske og sociale uligheder i sundhed. Og vi skal imødegå forsøg på at slå mønt af syge mennesker og undergrave et ellers velfungerende sundhedsvæsen for alle.